
232 visninger
1 svar
-
helpSpørg lægen:
Hejsa,
Jeg har få lavet et brystløft, hvilket er blevet gjort på den måde, hvor det er som et rynkebånd, der bliver lavet. Dette gav et flot resultat.
Jeg fik anbefalet at få lagt brystimplantatet ind 3 måneder efter, da dette ville være bedre for arrene omkring.
Efter mit løft havde jeg ingen føleforstyrrelser i min brystvorte. Men efter de ca. 4 måneder efter, jeg fik lagt implantater ind over brystmusklen har jeg mistet “god” følelse i den ene bryst – det vil sige, at der er følelse, men en mellemting af smerte og ubehag. Den anden brystvorte er der slet ingen følelse i nu.
Det er 2 måneder siden jeg fik implantater i. Får jeg mon min følelse tilbage eller er det bare ” sur røv” for mig med ingen vej tilbage? Jeg troede at risikoen lå ved mit løft….
Kære Spørger
Det er heldigvis alt for tidligt at afskrive din følsomhed af brystvorterne. Det er ganske normalt at have påvirket følsomhed af brystvorterne også lang tid efter en brystforstørrende operation.
Følsomheden i brystvorterne kan opdeles i almindelig berøringssans, hvor rejsningsevnen af brystvorterne er inkluderet og så den seksuelle følsomhed, hvor brystvorterne fungerer som en erogen zone.
Det er helt rigtigt, at risikoen for helt at miste følsomhed af brystvorterne er størst ved de store brystreduktioner og store brystløft, men alle brystoperationer kan give midlertidig påvirkning af følsomheden og alle brystoperationer kan give permanent påvirkning af den seksuelle følsomhed.
Ved operationer, hvor der skæres langs med brystvorten, er risikoen for permanente skader på følenerverne størst. Men også ved implantatkirurgi kan der ske permanente skader af følenerverne i dybden, hvor de træder ud gennem brystvæggen. Derfor er risikoen særligt stor ved valg af relativt store implantater i forhold til din naturlige afgrænsning af brystet.
Hvis der er sket en simpel ”overstrækning” af følenerven vil denne langsomt regenerere over flere måneder og din følsomhed kan vende tilbage til udgangspunktet. Hvis der derimod er sket en overskæring af følenerven, vil du have mistet din føleevne for altid. Det vil dog ofte føles som om den langsomt bliver bedre, fordi hjernen vænner sig til de manglende impulser og bliver i stand til at oversætte nogle andre impulser (dyb berøring) som var det følsomhed af huden.
Med venlig hilsen
Andreas Printzlau
Plastikkirurg