
149 visninger
1 svar
-
helpSpørg lægen:
Hej
Jeg er 21 år og har vel lidt af hårtab i en 3 år. Nu kan jeg ikke skjule mit hårtab mere, men er ikke så meget for den medicinske behandling.
Ville derfor høre, om man ved det arvelige hårtab ville have gavn af at:1) Skylle sit hår i koldt vand et par gange om dagen for at sætte blodcirkulationen i gang?
2) Massere sin hovedbund for igen at sætte blodcirkulation i gang?
3) Spise sundt og tage zink, kobber, silica, A-vitamin osv.?
4) Undgå varmt brusebad og kun vaske sit hår i en shampoo med hårforstærkende/-fortykkende effekt og uden tilsætningsstoffer?
5) Magnetterapi til forstærkelse af blodcirkulationen?
Derudover vil jeg høre, om du har nogle alternative råd, der kan hjælpe, som f.eks. indtagelse af Saw Palmetto (savpalme) eller andet natur-pjat.
Ville alt dette overhovedet hjælpe?Hej
Jeg er generelt ikke meget for at sige god for en behandling, som der ikke er nogen dokumentation for. Rosende udsagn fra producenten har praktisk taget ingen værdi. Af samme grund er jeg nok ikke i stand til at give dig et konkret svar på alle dine spørgsmål simpelthen fordi jeg ikke kender til undersøgelser, som har undersøgt effekten af behandlingen/metoden.
Generelt vil jeg anbefale massage af hovedbunden. Skylning med koldt vand vil ikke øge, men derimod mindske blodcirkulationen i huden. Brusebad med varmt vand vil øge blodcirkulationen, men om det rent faktisk vil kunne give udslag i øget vækst eller et langsommere hårtab, kender jeg ikke til.
En almindelig sund og varieret kost vil naturligvis sikre, at der ikke opstår fejlernæring, som kunne påvirke hårvæksten, men det vil nok have begrænset effekt på den arvelige komponent/hårtab.
Jeg kender ikke til undersøgelser, der viser nogen effekt af “hårforstærkende shampoo” (hvad er det?), magnetterapi, savpalme “eller andet natur-pjat”.Hårtab i så ung en alder er naturligvis frustrerende, men jeg vil advare imod at foretage en række desparate indkøb og “behandlinger”. Sælgeren griner sikkert hele vejen til banken, men det kommer der næppe meget hårvækst ud af.
Hvis du ikke ønsker at anvende medicinsk behandling, så er hovedbundsmassage nok det eneste, du kan supplere med på egen hånd.
Med venlig hilsen
Mohammad Mazhar Hussain
Speciallæge i almen medicin