Generelt om behandlingen
Eftersynet er vigtigt, da det er med til at forebygge eventuelt begyndende tandskader, hvilket gør det muligt at bevare dine tænder sunde længst muligt.
Lovkrav til behandler og klinik
- Indgrebet må kun udføres af tandlæger.
- Som medhjælp må anvendes personer med relevante kvalifikationer.
En medhjælp må gerne selvstændigt udføre behandlingen, uden en tandlæge er til stede. Den ansvarlige tandlæge skal blot have sin daglige gang på klinikken.
Ofte stillede spørgsmål om tandbehandling og tandpleje
Hvad skal jeg gå efter når jeg køber tandpasta?
Det vigtigste er, at tandpastaen indeholder fluor. Fluor er naturligt forekommende og findes i både drikkevand og fødevarer. Det hjælper til at forebygge karies (huller i tænderne) ved at binde direkte til tandemaljen, således at den bliver stærkere og modvirker de syrer, som forårsager karies. Derudover kan fluor også hjælpe til med at genopbygge en skadet emalje før det bliver til et hul.
Renser tyggegummi mine tænder?
Nej, tyggegummi renser eller rengører ikke dine tænder, som tandbørstning kan gøre. Derfor kan tyggegummi aldrig blive et alternativ til tandbørstning. Men du får mere spyt i munden ved at tygge tyggegummi, og spyttet hjælper med at holde tænderne rene. Brug sukkerfrit tyggegummi for at mindske risikoen for huller i tænderne.
Hvorfor har jeg dårlig ånde, og kan jeg gøre noget ved det?
Dårlig ånde hedder i fagsprog "foetor ex ore", og betyder direkte oversat "stank fra munden". Ca. hver femte lider af dårlig ånde på et eller andet tidspunkt, og her tænkes ikke på den almindelige dårlig ånde der f.eks. kan opstå om morgenen inden tandbørstning. Derimod er der tale om et så stort problem med dårlig ånde, at det kan være belastende for en selv og sine omgivelser. Dårlig ånde kan skyldes mange ting. Lokale sygdomme i mundhule og svælg eller andre almindelige sygdomme kan foråsage dårlig ånde. For lidt spyt i munden eller indtagelse af visse lægemidler samt mad- og drikkevarer kan også have en indvirkning herpå. Dårlig mundhygiejne er dog oftest årsag til dårlig og ubehagelig lugt fra munden. Herved ophobes forådnelsesbakterier rundt omkring i munden og på tungeryggen. Dårlig ånde kan behandles på to måder. Enten ved at fjerne selve årsagen hertil, hvis man kan finde den, eller ved at skjule lugten ved indtagelse af pastiller, mundskyllevæsker eller tyggegummi. Det er klart, at det mest hensigtsmæssige vil være at fjerne selve problemet. Uanset hvad bør man opreholde en god mundhygienje. Børst også tungen (tungeryggen) forsigtigt. Hvis du har problemer med dårlig ånde, bør du i første omgang opsøge egen læge.
Er en elektrisk tandbørste bedre end en almindelig?
Nej, en elektrisk tandbørste er ikke nødvendigvis bedre end en almindelig. Fordelen ved en eldreven tandbørste er, at børstehovedet er mindre end på en almindelig tandbørste, hvorfor den lettere kan komme ind bag og børste de bagerste tænder. Det vigtigeste er dog ikke om man har en elektrisk eller almindelig tandbørste, men vigtigere er, hvordan man børster sine tænder, at man bruger den rigtige teknik og gør det grundigt.
Er det en god idé at bruge tandtråd?
Ja, det er en rigtig god idé at bruge tandtråd. Brug af tandtråd kan forhindre, at der opstår problemer med tænder og tandkød. Tandtråd kan fjerne madrester og plak mellem tænderne, hvor det er svært at komme til med tandbørsten. Du bør rense dine tænder med tandtråd hver dag.
