Af Nikolaj Grøndal, Speciallæge i karkirurgi

Generelt om behandlingen

Skumskleroterapi af Åreknuder

Åreknuder er skæmmende at se på, og kan være skadelige for huden. Befri dig for disse ved hjælp af en elegant og moderne behandling som tilmed er skånsom. Åreknuder ofte med tilhørende karsprængninger er blodårer i og under huden, som er hævede og knudrede at se på. Det er ikke egentlige knuder, men slyngede årer, der opstår på grund af en defekt i selve åren. Defekten medfører, at blodet løber baglæns i venerne, hvilket får blodtrykket til at stige, og årene bliver derved knudrede og fortykkede.

Når årerne udvider sig, sker et forhøjet tryk i hud og underhud, som kan være skadeligt. Ved at fjerne disse beskadede årer, fjernes både de kosmetisk generende ”knuder” og den dårlige trykpåvirkning af huden.

Åreknuder er ikke kun kosmetisk generende, de kan også være forbundet med gener som smerter, tyngdefornemmelse, uro, kramper, kløe, væskeophobning og misfarvninger (eksem). Hudforandringerne kan udvikle sig til sår, der har svært ved at hele, og åreknuderne kan ligeledes reagere med inflammation og årebetændelse.

Skumskleroterapi (eller blot skumbehandling) er en skånsom og effektiv måde at behandle åreknuder på.

Hvornår er sklerosering relevant?

Åreknuder større end 2 mm kan umiddelbart behandles med skumbehandling. I praksis kan næsten alle åreknuder behandles, inklusiv selv meget slyngede åreknuder. Monstrøse åreknuder over 2-3 cm kan dog have bedre gavn af andre former for årebehandling, f.eks. operation.

Få patienter er ikke egnede til hverken skumbehandling eller andre åreknudebehandlinger. Det drejer sig om patienter som tidligere har haft blodpropper i de dybe lår- og underbens vener.

Sådan foregår sklerosering af åreknuder

Behandlingen foregår på et fladt sengeleje og tager ca. en halv time. Ved hjælp af ultralyd sprøjtes en lille mængde vævsirriterende alkoholbaseret skum (Aethoxysklerol) ind i de beskadede årer, hvorefter åren skrumper ind til en tynd arvævsstreng.

Selve skummet, der sprøjtes ind, påvirker ikke andet væv eller organer. Behandlingen fjerner ikke alene åreknuderne, den forebygger også mulige kroniske hudskader forårsaget af den defekte årefunktion.

Behandlingen tager 30-45 minutter.

Bedøvelse

Behandlingerne foregår uden behov for bedøvelse, idet indsprøjtningerne gives i tynde nåle uden væsentlig ubehag til følge.

Bi-virkninger

Der kan opstå en brunlig farvning af huden over de behandlede åreknuder. Denne er oftest forbigående, men kan dog i få tilfælde (5 – 10%) være permanent. Farvningen består af nedbrudte blodlegemer fra åreknuderne og blegner langt oftest i løbet af de første måneder til 1 år efter.

Der kan inden for den første måned opleves smerter i de behandlede åreknuder hvilket dog vil lindres af den medgivne støttestrømpe. Smertereaktionen er almindelig og ofte ikke mere udtalt, end hvad støttestrømpen og evt. håndkøbssmertestillende tabletter (Pinex/paracetamol) kan klare.

Komplikationer

Få patienter (5 – 10%) kan opleve varige brunlige misfarvninger. Blandt disse kan enkelte opleve ekstraordinær arvævsdannelse, hvilket dog er betydeligt mere sjældent end ved åben operation. Ligesom ved andre åreknudebehandlinger kan der i meget sjældne tilfælde (få ud af tusind behandlinger) ses blodpropdannelse i de dybe ben-vener (dyb venøs trombose).

Heling og bedring

Efter behandlingen benyttes en støttestrømpe i 2-4 uger som udleveres samtidig. Huden kan i varierende grad reagere med hævelse, rødme og ømhed typisk de første 4 uger. Dette er et naturligt respons på behandlingen og ikke farligt.

De første 5 døgn bæres støttestrømpen uafbrudt. Det frarådes i denne periode at dyrke hård motion hvorimod almindelige hverdags aktiviteter, herunder cykling, frit kan foretages. Det første år anbefales det at benytte en kraftig solbeskyttelse (faktor 50) over de behandlede hudområder for at modvirke pigmentskader i huden.

Er resultatet permanent?

Resultatet er varigt, men nye åreknuder kan opstå i andre årer i samme område. Behandlingen giver ingen ar, men 5-10 % får som førnævnt pigmentering, der kan være permanent.

Oftest er det tilstrækkeligt med en enkelt behandling. Opstår der nye åreknuder kan behandlingen gentages uden problemer. Efter endt behandling kan du tage hjem ved egen hjælp.
Karsprængninger i størrelsen 1-4 mm kan kræve særskilt behandling.

Lovkrav til behandler og klinik

Indgrebet foretages udelukkende ved erfaren speciallæge i karkirurgi.

Nikolaj Grøndal

Nikolaj Grøndal er leder af karkirurgisk klinik på Aros Privathospital. Nikolaj er uddannet speciallæge via Aarhus Universitetshospital med stor erfaring indenfor karkirurgien. Nikolaj er ligeledes ansat som overlæge ved Karkirurgi på Regionshospitalet i Viborg. I årevis har Nikolaj Grøndal beskæftiget sig med udforskning af de forskellige former for åreknudebehandling og bl.a. siden 2007 været med til at etablere og forske i skumbehandling af åreknuder.

Premiumsponsorer
Match finder det bedste tilbud til dig!
Udfyld skemaet og bliv ringet op af en Mylooks-rådgiver inden for 1-2 hverdage. - Det er gratis og uforpligtende. Vi skaber overblikket for dig, så du kan vælge den helt rigtige klinik.
  • Gratis og uforpligtende
    Inden for en uge bliver du kontaktet op af din personlige Mylooks-rådgiver, der ud fra dine særlige ønsker og behov vil finde det bedste tilbud til dig blandt de dygtigste behandlere.
  • Tryghed og kvalitet
    Mylooks henviser kun til klinikker, der har fået 5 ud af 5 stjerner af deres kunder. Mylooks har Danmarks største database af uafhængige klinikbedømmelser, indsamlet gennem mere end 10 år.
  • Spar penge
    Mylooks har over 30.000 brugere, og kan dermed få de bedste priser til dig hos klinikkerne. På den måde sparer du op til 30 % på plastikkirurgi og helt op til 70 % på andre behandlinger.
Oplysningerne på denne side er vejledende og må ikke bruges som erstatning for konsultation, anvisning eller vejledning af en sundhedsperson. Oplysningerne på Mylooks.dk må aldrig stilles til grundlag for diagnoser eller behandlinger. Indholdet på denne side er beskyttet af lov om ophavsret og tilhører Mylooks.dk. Indholdet må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Mylooks.dk. Oplysningerne på denne side må kun anvendes til privat brug.