Generelt om behandlingen
En kvinde får påsat en paryk. Nederst ses resultatet. © Toftild 2010
Parykker anvendes til mennesker, som er ramt af et større eller mindre hårtab. Helparykker anvendes, afhængigt af hårtabsmønster, ved et hårtab på ca. 40-50 %.
Parykker findes i dag i et utal af variationer og fremstilles både til fashion-markedet, men også til det medicinske hårtab, som mange mennesker oplever i kortere eller længere tid. Parykker anvendes både til det midlertidige og til det varige hårtab.
Man skelner mellem standardparykker i foruddefinerede mål og specialfremstillede parykker i individuelle mål.
Standardparykker inddeles typisk i kvalitetskategorier, hvor de maskinfremstillede parykker er de billigste. Herudover findes der parykker med integreret mono-del, som er en meget fin og tynd bund, der lader hud og hovedbund skinne igennem.
Endelig de håndlavede parykker, som er meget fint implanteret, og som ofte er meget lette med høj bærekomfort.
Egnethed
Parykker kan bevilges efter Servicelovens § 112, hvis man har et varigt hårtab. Det er i så fald kommunen, der udsteder en bevilling, og parykken er hermed et hjælpemiddel.
Alle mennesker med manglende hårvækst og stort hårtab kan anvende parykker, men man skelner mellem standardparykker og specialfremstillede parykker efter individuelle mål og afstøbning.
Standardparykker findes i dag også i flere størrelser. Kommunen skal bevilge en paryk efter en konkret, individuel vurdering, og det er vigtigt at kende brugerens livssituation for at kunne finde den rigtige paryk det rigtige hjælpemiddel.
Er man patient og skal i kemobehandling, er det derimod regionen, der udsteder rekvisition på parykken. Her får man et fast standardbeløb, som er ens på landsplan.
Proceduren
En helparyk skal afprøves for at sikre optimal pasform og høj bærekomfort. Er man patient i kemobehandling, kan parykken godt afprøves, mens man har sit eget hår, men sikring af pasform er bedst, når der ikke er fuld hårvækst.
Standardparykken kan justeres lidt i omkreds, men hvis man oplever problemer med pasform, anbefales det at foretage en opmåling af issen.
Parykken anvendes ofte som hjælpemiddel, derfor skal der ved afprøvning konstateres høj bærekomfort og god pasform. Ved en speciallavet helparyk laves en fast afstøbning af hovedet, som parykken produceres ud fra.
Behandlingens varighed
Hvis en paryk anvendes hver eneste dag i alle døgnets vågne timer, er den gennemsnitlige holdbarhed ca ½ år. Dette gør sig gældende for både syntet- og ægtehårsparykker. Hårene slides, og parykken mister hår ved vask og børstning, samtidig slides bunden på parykken ved vask, sved og varme.
Ofte stillede spørgsmål om plastikkirurgi generelt
Er det kun speciallæger i plastikkirurgi, der har tilladelse til at udføre kosmetiske operationer?
Nej, Sundhedsstyrelsen sætter ingen grænser for, hvilke læger der i Danmark får lov til at tilbyde kosmetiske operationer. En speciallæge i plastikkirurgi, altså en plastikkirurg, har en speciallægeuddannelse oven i den almindelige 6-årige lægeuddannelse. Det tager mindst 8 år at gennemføre denne specialuddannelse, før man kan kalde sig for speciallæge i plastikkirurgi.
Hvorfor hedder det "plastikkirurgi"?
Plastikkirurgi har intet at gøre med det syntetiske hårde eller bløde materiale, som f.eks. spande eller poser er lavet af. Plastik - som kommer af det græske plastikos - betyder, kunsten at forme et materiale. I dette tilfælde menneskets væv og hud. Kirurgi er, det at foretage operative indgreb for at behandle sygdomme, skader, rette legemsfejl eller af kosmetiske årsager. Derfor "plastikkirurgi".
Er det kun kvinder, som får foretaget kosmetiske operationer?
Nej, det er det ikke. Men der er dog heller ingen tvivl om, at kvinderne i højere grad får foretaget kosmetiske plastikoperationer end mændene. Ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2003 fortaget af ASPS, som er det førende amerikanske selskab for plastikkirurger, står kvinderne for 86% og mændene for 14% af alle kosmetiske operationer foretaget i U.S.A.
Gør det ondt at få foretaget plastikkirurgi?
Der er ubehag ved enhver operation - også ved kosmetisk kirurgi. Graden af ubehag afhænger blandt andet af, hvilket indgreb der foretages, og hvilken teknik der benyttes. Mennesker oplever smerte forskelligt, derfor kan man heller ikke sige, hvor ondt det vil komme til at gøre. Alle patienter vil dog få udskrevet noget smertestillende medicin, som kan dulme de værste smerter.
Hvilke kosmetiske operationer bliver der udført flest af i Danmark?
Ifølge Sundhedsstyrelsens tal fra 2003 over kosmetiske operationer udført i Danmark på private klinkker, er øjenlågsplastik af de øvre øjenlåg den mest udførte operation. Andenpladsen er indtaget af brystforstørrende operationer. Fedtsugning ligger solidt på plads nummer tre.
Hvordan er det med rygning og ar?
Rygning gør, at de små blodkar trækker sig sammen, og på den måde formindsker ilttilførslen. 1 cigaret nedsætter blodforsyningen i huden til det halve i to timer hos et ungt, rask menneske. Ar er afhængige af blodforsyningen. Derfor heler arrene hos rygere naturligvis langsommere end hos ikke-rygere. Dette kan i sidste ende betyde grimmere og bredere ar.
Kan medicin hjælpe på mine svedproblemer?
Måske kan medicin hjælpe på dit problem. Hvad enten du måtte døje med stor svedtendens i håndfladerne, under fødderne eller under armene, bør du i første omgang opsøge din egen læge. Han eller hun kan fortælle, hvorvidt medicin kan afhjælpe dit problem. Tabletter på recept er en af mulighederne i dag, men de har desværre ofte en del bivirkninger, så som udtalt mundtørhed, og i enkelte tilfælde kan de give synsbesvær. Lykkepiller er måske også en fornuftig mulighed. En behandling med aluminiumklorid i en alkoholopløsning eller Iontoforese, som er en slags elektrisk antiperspirant har også vist sig nyttigt. Som det fremgår af KosmetiskGuide.dk's trin for trin-guide kan en Botox-behandling i nogle tilfælde også afhjælpe problemer med stor svedtendens. I nogle tilfælde er et kirurgisk indgreb, hvor man fjerner hud og svedkirtler, eneste effektive metode. Resultatet ved en sådan operation er permanent. Tal med din egen læge herom.
Hvor mange danskere gennemgår hvert år en kosmetisk operation?
Ifølge Politiken gennemgår mindst 28.000 danskere hvert år en kosmetisk operation.
Hvad er endermologi / endermologie?
FDA, som er den amerikanske kontrolmyndighed på området, har godkendt en behandlingform mod cellulitis (appelsinhud), kaldet endermologi. Endermologi er mekanisk massage-terapi, og kan afhjælpe cellulitis midlertidigt. Denne behandling er også kommet til Danmark, men konklusionen er fortsat, at der til dags dato ikke findes en permanent behandling mod cellulitis.