Ved operation af nedre øjenlåg fjerner man overskydende hud og fedt. Derved fjernes poser og slap hud under øjnene, hvilket giver et friskere udseende samt glattere og fastere hud.
Generelt om behandlingen
En operation af de nedre øjenlåg er en procedure, hvor man fjerner overskydende hud og eventuelt fedt fra nedre øjenlåg, populært kaldet poser under øjnene.
Poser og slap hud under øjnene er som regel et arveligt og aldersbetinget fænomen.
Under normale omstændigheder opererer man altid på begge øjenlåg for at skabe et symmetrisk resultat. Ved en øjenlågsoperation korrigerer man for poser og slap hud under øjnene, og opnår derved en glattere og fastere hud samt et friskere og mere postivt ansigtsudtryk.
Operation af nedre øjenlåg foretages ofte i forbindelse med operation af øvre øjenlåg eller i kombination med anden ansigtskirurgi.
Egnethed
Sunde og raske personer over 18 år, der har poser og slap hud under øjnene.
Vær opmærksom på, at denne operation hverken har indflydelse på eventuelle mørke render under øjnene eller på nedsunkne øjenbryn.
Proceduren
Inden operationens begyndelse optegnes hvor meget overskydende hud der skal fjernes. På de nederste øjenlåg lægges snittet 1-2 mm fra øjenlågskanten. Derefter løsnes huden og overskydende hud samt eventuelle fedtpuder fjernes, hvorefter huden strammes og sys sammen igen med fine sting.
Operationen tager ca. 1 times tid. Ved operation af både nedre og øvre øjenlåg tager det lidt længere tid.
Bedøvelse
Operationen foregår normalt ambulant og i lokalbedøvelse kombineret med noget beroligende medicin. Indgrebet kan også foretages i fuld bedøvelse.
Bi-virkninger
Midlertidig utilpashed efter operationen. Øjenlågene kan føles stramme og tørre. Hævelser og blodudtrædninger (blå mærker). Brændende fornemmelser i øjnene. Tåredannelse og overfølsomhed over for lys i de første par uger. Midlertidig sløret- eller dobbeltsyn.
Risiko for komplikationer
Infektioner, blødninger og hævelser i øjenlågenes hjørner. Permanent tørre øjne. Asymmetri i helingen eller i ardannelsen. Sværhed ved at lukke øjnene helt samt risiko for blindhed, hvilket dog forekommer meget sjældent.
Der er risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.
Ingen form for kirurgi er risikofri, men meget alvorlige komplikationer indtræffer dog meget sjældent.
Heling og bedring
Det er muligt at læse normalt igen efter 2-3 dage. Genoptagelse af arbejdet kan ske efter 1 uge til 2. Brug af kontaklinser: 2 uger eller mere. Ved anstrengende aktiviteter samt kontaktsport: Ca. 3 uger. Blodudstrækninger og hævelser forsvinder først helt efter adskillige uger.
Behandlingens varighed
Resultat har effekt i adskillige år, og i nogle tilfælde er det permanent.
Prisniveau
I Danmark er niveauet kr. 8.000 – 14.000. I udlandet fås indgrebet for helt ned til 2.000 kr.
Bemærk at indgrebet ofte foretages sammen med operation af øvre øjenlåg, og at næsten alle klinikker tilbyder en nedsat samlet pris.
Lovkrav til behandler og klinik
- Indgrebet må kun udføres af læger med ret til selvstændigt virke.
- Der må ikke anvendes medhjælp.