En reduktion af brystvorten eller areola er en forholdsvis simpel, hurtig og ukompliceret operation, som kan hjælpe personer, der føler, at deres brystvorter eller areolaer er for store.
Generelt om behandlingen
Brystforstørrende operationer er meget populære iblandt kvindelige patienter, men somme tider er problemet ikke deres bryster, men rettere deres brystvorter. Mange føler, at areola (den mørke hud omkring brystvorten) er for stor eller puffet, mens andre er utilfredse med brystvortens længde eller vidde. Et problem der kan påvirke en kvindes (eller mands) selvtillid markant. Heldigvis er brystvortekirugi en forholdvis simpel og hurtig operation, som kan give et godt kosmetisk resultat.
Selv om operationen er forholdsvis risikofri, må man være opmærksom på, at når først man har reduceret brystvorten eller areola, så er der ingen vej tilbage. Derfor er det meget vigtigt, at man gør sin læge opmærksom på, hvilken størrelse man ønsker, at brystvorten skal være.
Brystvortekirugi er ofte kombineret med et brystløft, en brystforstørrelse eller en brystreduktion.
Egnethed
Sunde og raske personer over 18 år, der ønsker en formindskning af areola eller deres brystvorter.
Proceduren
Proceduren for en brystvortereduktion afhænger af patientens individuelle situation, og der er derfor flere forskellige variationer af denne form for operation.
Oftest vil lægen fjerne et stykke af brystvorten og derefter sy sammen med selvopløselige tråde.
Ved en formindskning af areola vil lægen typisk fjerne den yderste eller inderste del af areola, og derefter sy sammen. Hvis areola er meget stor, vil den såkaldte slikkepinds-metode blive benyttet. Her vil lægen lave et snit rundt om areola og et vertikalt snit fra brystvorten og ned til nedre del af brystet, hvorefter snittet lukkes med selvopløselige tråde. Snittet har form som en slikkepind, deraf navnet.
For nogle vil en mindskning af areola medføre et mindre løft af brystet. Dette afhænger dog af mængden, der bliver fjernet.
Bedøvelse
Operationen foregår normalt ambulant og i lokalbedøvelse.
Bi-virkninger
Proceduren er stort set smertefri.
Risiko for komplikationer
Der er en risiko for infektion eller tab af følelsen i brystvorterne. Dette er dog meget sjældent. Evnen til at amme er oftest bevaret.
I nogle tilfælde vil huden omkring areola tabe noget af sit pigment. Dette kan der dog rettes på via tatovering af brystvorten for at genskabe den tabte farve (også kaldet mikropigmentering).
Der er risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.
Ingen form for kirurgi er risikofri, men meget alvorlige komplikationer indtræffer dog meget sjældent.
Heling og bedring
Operationen tager som regel mellem 1-2 timer, og patienten kan tage hjem hurtigt efter.
Patienten kan bade dagen efter. Arbejde kan genoptages efter et par dage, og aktiviteter inden for en uges tid. Sårene heler hurtigt, og der er oftest ingen synlige ar. Stingene er selvopløselige og vil komme ud efter en uges tid.
Behandlingens varighed
Resultatet er som udgangspunkt permanent, men kroppen vil naturligvis fortsat ældes, med de naturlige forandringer af brysterne, som det vil medføre.
Lovkrav til behandler og klinik
- Indgrebet må kun udføres af læger med ret til selvstændigt virke.
- Der må ikke anvendes medhjælp.
Ofte stillede spørgsmål om brystreduktion og brystløft
Kan jeg amme efter en brystreduktion eller et brystløft?
Hvordan ved jeg, om jeg har behov for brystimplantater eller et brystløft?
Er det muligt at forudsige, hvordan mine bryster vil komme til at se ud efter et løft?
Er der noget jeg kan gøre for at fremskynde helingen efter et brystløft eller en brystreducering?
Er der kvinder som afholder sig for et brystløft eller en -reduktion pga. de efterfølgende ar?
Har rygning en negativ effekt, hvis jeg får foretaget et brystløft eller en brystreduktion?
Før- og efterbilleder
