Generelt om behandlingen
Rekonstruktion af et bryst, som er blevet fjernet pga. kræft eller af en anden sygdom, er en kirurgisk operation, som kvinder, med kun et bryst, er meget taknemmelige for at få foretaget.
Ved en brystrekonstruktion får man symmetrien tilbage i kroppen, men også en ændret selvopfattelse og større selvtillid. Derudover behøver man ikke længere at gå med en udvendig brystprotese.
Formålet med en brystrekonstruktion er at skabe en efterligning af brystet, så det ligner det andet bryst mest muligt. Denne efterligning kan enten udføres ved hjælp af et brystimplantat/brystprotese, ens eget væv eller begge dele. Man skal dog være opmærksom på, at en brystrekonstruktion ikke vil kunne genoprette brystets funktioner, ligesom det også vil føles og se anderledes ud end det raske bryst. Nye medicinske teknikker og forskning har dog gjort det muligt for kirurger i dag at skabe et godt kosmetisk resultat.
Man kan få foretaget en brystrekonstruktion af det mistede bryst alene, men nogle kvinder er nødt til eller foretrækker at få lavet en kosmetisk operation af det raske bryst også af hensyn til symmetri, form og/eller størrelse. Der kan enten være tale om en brystreduktion, et brystløft eller indsættelse af et silikoneimplantat. Ved indsættelse af implantat(er) skal disse udskiftes igen efter ca. 10-15 år.
Proceduren
Der findes forskellige metoder til brystrekonstruktion. Vi har her gennemgået de forskellige procedurer:
Protesemetoden
Brystprotesen/-implantatet, som enten kan være af saltvand eller silikone, indsættes oftest gennem det ar, der er efter den tidligere operation. Implantatet lægges under brystmusklen.
Denne metode kan kun anvendes, hvis det raske bryst er lille, eller hvis man accepterer, at det raske bryst på et senere tidspunkt opereres mindre for at opnå symmetri.
Ekspansionsmetoden
Denne metode bruges netop, hvis man ønsker indsættelse af et implantat, og hvis der er problemer med at opnå tilstrækkelig brystfylde ved hjælp af protesemetoden. I så fald får man indopereret en protese med justerbart rumfang – altså en ekspansionsprotese. Her kan vælges mellem et implantat med et justerbart saltvandskammer eller som en kombination af en silikoneprotese og et saltvandskammer.
Selve implantatet placeres under brystmusklen, og kan så tappes og fyldes via en ventil. Efter operationen vil man ca. en gang om ugen fylde saltvand i protesen, så patientens hud og muskel langsomt kan udvide sig og vænne sig hertil.
Vævslap-metoden
Man kan også få foretaget en brystrekonstruktion af ens eget hud-, fedt- og muskelvæv – en såkaldt lap, og deraf navnet på metoden. Lappen kan enten tages fra ryggen, maven, endebalden eller fra siden af kroppen under armhulen. Operationen har til hensigt at flytte vævet fra en af ovenstående områder til brystet, for at danne brystfylden, hvilket ofte vil erstatte brugen af en ekspansionsprotese. Hvis et ekspansionsimplantat anvendes, er der som regel ikke brug for så mange påfyldninger, som ved en ren ekspansionsmetode. Vævslap-metoden er større og mere langvarig end de andre metoder.
Når man har fået genskabt brystfylden ved en af ovenstående metoder, og når arrene er helet og vævet faldet til, kan man få lavet en brystvorte og areola (det mørke hud omkring brystvorten). Selve brystvorten bliver konstrueret af den hud og underhud, der findes på stedet. Derefter tatoveres brystvorten og areola for at opnå samme farve som på det raske bryst.
Bedøvelse
En brystrekonstruktion kræver ofte flere operationer. Det første indgreb, hvor brystfylden laves, foregår næsten altid i fuld bedøvelse og under indlæggelse i 2-5 dage. Ved vævslap-metoden: 5-10 dage.
Opfølgningsoperationer (f.eks. rekonstruktion af brystvorte) kan udføres under lokal bedøvelse kombineret med noget beroligende medicin og foretages oftest ambulant.
Bi-virkninger
Midlertidige hævelser omkring arrene, blodudtrædninger (blå mærker), føleforstyrrelser, ubehag og smerter. Træthedsfornemmelse og ømhed i 1-2 uger eller mere.
Ved vævslap-metoden vil der endvidere blive et ar i det område, hvor lappen tages fra.
Risiko for komplikationer
Der er risiko for infektioner, blødninger og følgevirkninger af bedøvelsen. Der er også risiko for dårlig sårheling, hvilket kan betyde store og grimme ar.
Ved brug af implantater er der risiko for vævsreaktion omkring implantatet og vævsdød. Der kan gå hul på implantatet, hvilket dog sker meget sjældent, men som kan betyde, at man skal omopereres. Der kan opstå kapselstramning, som viser sig ved forskellige grader af fasthed og ubehag. Der må anvendes specielle teknikker ved mammografi. Implantatet kan med tiden rykkes sig.
Der er uanset brug af fremgangsmåde risiko for et dårligt kosmetisk resultat, som f.eks. asymmetri på både bryster og brystvorter.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det for knap en ud af fire kvinder nødvendigt – nogle måneder efter operationen – at få foretaget en til to mindre operationer for at finjustere det rekonstruerede brysts form og placering, løsne indre ar (kapselstramning) eller evt. blot tilrette grimme ar.
Der er risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.
Ingen form for kirurgi er risikofri, men meget alvorlige komplikationer indtræffer dog meget sjældent.
Heling og bedring
Arbejdet kan genoptages efter 3-4 uger. Ved vævslap-metoden: 4-8 uger. Som hovedregel kan man sige, at patienten bør afholde sig fra tunge løft, anstrengende motion og sport samt sex i op til 4-8 uger.
Arrene vil langsomt blive mindre tydelige med tiden, men vær opmærksom på, at de aldrig helt vil forsvinde.
Lovkrav til behandler og klinik
- Indgrebet må kun udføres af læger med ret til selvstændigt virke.
- Der må ikke anvendes medhjælp.
Ofte stillede spørgsmål om brystforstørrende operation (brystforstørrelse)
Kan jeg amme efter en brystforstørrende operation?
Kan mine brystvorter blive både stive og bløde igen efter indsættelse af brystimplantater?
Vil man kunne mærke forskel på brysterne efter indsættelse af implantater?
Hvornår opnår mine bryster den endelige facon?
Hvad måles protesestørrelserne i?
Hvad er den mest almindelige implantatstørrelse?
Holder brystimplantaterne hele livet?
Hvornår frarådes det at få indoperet brystimplantater?
Er det vigtigt at holde sig i ro efter en brystoperation?
Er det en god idé at massere mine bryster efter en operation?
Før- og efterbilleder
