Sådan holder du op med at bide negle (denne gang for altid)

Vi må tilstå, at vi indtil for ganske nylig tilhørte gruppen med neglebidere. Vi er ikke stolte af det, men det er sandt. Det var ikke før, vi anvendte disse 7 tips, at vores hænder gik fra at ligne hænderne på en nervøs 12-årig til hænderne på en voksen med en pensionsopsparing og et banklån. Var det svært at bryde vanen? Ja. Var det det værd? Absolut.
Forkæl dig selv med en manicure, når du kan
Neglelak er generelt et godt middel mod neglebideri, men hvis den omhyggeligt bliver lagt på af en professionel, som du har betalt med dine hårdt tjente penge, virker det bare langt bedre. Så selvom du tænker dig om en ekstra gang og ikke bare bider løs, når du selv lakerer dine negle, vil du nok slet ikke kunne nænne det med et perfektlavet job i salonen.
Lad dine negle være korte
Jo længere negle, jo større chance for, at de spalter, som vil få dig til at bide i dem. Ergo de er mindre udsatte, hvis de er kortklippede.
Brug en neglelak med bitter smag
Disse sikre produkter (såsom Mavala Stop) kan fås i håndkøb, og de forhindrer dig i at bide dine negle, for det smager nemlig afskyeligt. Fidusen er bare, at du skal huske at komme det på hele tiden.
Vær opmærksom på, hvad der udløser bidelysten
Og undgå det eller lær at håndtere det. Læg mærke til, hvornår du er mest tilbøjelig til at bide negle. Når du er stresset? Når du keder dig? Prøv at undgå den slags situationer, hvis det er muligt, og hvis ikke, så find en måde at håndtere dem på. Hvis du f. eks bider negle, når du keder dig, så beskæftig dine hænder med at brodere eller tegne/male. For at håndtere stress og bekymring, så tag nogle dybe indåndinger eller brug meditation.
Nedtrap det
Når det kommer til at bryde med dårlige vaner, virker en kold tyrker kun nogle gange. Hvis du ikke har haft held med det tidligere, så prøv at trappe ned med en finger ad gangen. Det kan virke lidt underligt, når du faktisk prøver på at holde op, men når du ser, hvor flotte dine sunde negle ser ud, vil du blive motiveret til at fortsætte.
Involvér dine venner
Fortæl din omgangskreds, at du gerne vil holde op med at bide negle, og sig til dem, at de skal skælde dig ud, hvis de ser dig gøre det. Hvis du i virkeligheden bare gør det uden at tænke over det, så vil det hjælpe, at nogle nævner det, og hvis du er meget vel vidende om det, vil du måske få dårlig samvittighed, når de tager dig i det.
Vær tålmodig
Helt seriøst, så vil du jo ikke få negle som en håndmodel i samme sekund, du holder op med at bide i dem, så det skal du ikke forvente. Men det betyder ikke, at du ikke når dertil på et tidspunkt. Nøglen er at holde ud og ikke give op, før du ser resultater. Tro os tidligere neglebidere, det er vildt, hvor tilfredsstillende det er at få ros for vores nu mandelformede kløer.