Botox eller ansigtsløft?

Kan jeg nøjes med Botox og Restylane behandlinger eller er tiden kommet til et ansigtsløft? Det giver Aleris-Hamlets plastikkirurg, Louise Vennegaard Mielke, et bud på her.
Vi bliver ofte spurgt om, hvornår tiden er inde til, at man bør overveje et ansigtsløft fremfor injektionsbehandlinger med Botox eller Restylane.
»Det er egentlig et svært spørgsmål at svare kort på, da du godt kan få et flot resultat med injektionsbehandlinger, selv om du også kan have gavn af et ansigtsløft. Det er i høj grad patientens egne ønsker til forandringen, alder, hudpleje samt faktorer som sol og rygning, der sætter grænsen for, hvornår du ikke længere kan opnå de ønskede resultater med injektioner«, siger plastikkirurg Louise Vennegaard Mielke, Aleris-Hamlet Hospitaler.
Hvad kan behandles med injektioner?
Injektionsbehandlinger med fx Restylane eller Botox bruges til at udjævne alderstegn og til at forme ansigtskonturer, men de kosmetiske behandlinger kommer til kort, når huden på halsen og i ansigtet er blevet for slap. Hvis du ønsker en decideret opstramning af huden i ansigtet og på halsen, er den bedste løsning et ansigtsløft.
Botox mindsker: Rynker der skyldes sammentrækninger i ansigtets mimiske muskler. Disse kaldes også dynamiske eller mimiske rynker. Rynker her er typisk panderynker, smilerynker og bekymringsrynker.
Restylane mindsker: Rynker der skyldes tab af volumen og elasticitet i huden og ikke muskelaktivitet. Denne type rynker kaldes statiske rynker eller linjer. Rynker her ses typisk ved munden, ved kæbelinjen og ved hagen.
Hvornår kommer et ansigtsløft på tale?
Hamsterposer langs kæberanden er den mest almindelige årsag til, at vores klienter ønsker et ansigtsløft. De er typisk kede af, at kinden hænger under kæbelinjen og gør overgangen mellem ansigt og hals mindre markeret. Her er et ansigtsløft meget relevant. Det kan fjerne hamsterposerne, så kæbelinjen bliver lige, og huden i ansigtet strammes op.
Hvis man har slap hud under hagen og på halsen, kan dette også opstrammes. Endeligt kan du også kombinere et ansigtsløft med et tindingeløft, så øjenbrynene løftes.
»Efter et ansigtsløft vil du ligne dig selv i en 10 år yngre udgave. Resultatet er dog ikke varigt, da huden fortsat ældes. Du ældes blot fra dit nye udgangspunkt«, forklarer Louise Vennegaard Mielke.
Med et ansigtsløft får du:
- Dit yngre udseende tilbage
- Rettet kæbelinjen op og fjernet hamsterposerne
- Glattet furer fra næsen ned mod mundvigene (her kan det være nødvendigt at supplere med en filler)
- Huden på halsen strammet op
Ansigtsløft kombineret med fedttransplantation
Vi kombinerer ofte ansigtsløft med en fedttransplantation af eget fedt for at få øget fylde i kinderne og udligne de furer, der kan komme henover kinden med alderen.
Fedtinjektion kan også bruges til at udglatte overgangen fra kind til de nedre øjenlåg, så knoglekanten bliver mindre synlig. Fedttransplantation anvendes også til at udglatte furerne fra næse til mund og til at løfte nedadvendte mundvige samt give fylde i læberne. Ofte kræves der dog to fedttransplantationer eller mere for at opnå det ønskede resultat, da fedtet skal ´bygges op’.
Får jeg ar efter et ansigtsløft?
Ja. Arrene bliver dog lagt i hudens naturlige folder og går langs hårgrænsen rundt langs øreflippen og bag øret. Arrene efter operationen vil typisk være røde og hævede, men dette fortager sig i løbet af 6 – 12 måneder. Arrene vil med tiden ofte blive smalle og lyse. Hos enkelte kan arrene blive brede og mørkt pigmenterede.
Efter operationen vil du have bandage på til næste dag og hudfarvet tape på arrene. Selvom du skal forvente at være hævet i starten, kan det sagtens se fint ud allerede, når du får fjernet tråde efter en uge.
Som ved al kirurgi er der risiko for komplikationer. Selvom de er sjældne, er det vigtigt, at du bliver grundigt informeret ved en forundersøgelse hos en plastikkirurg. Læs mere her om mulige komplikationer her.